FLOT DAG FOR TEAMET I RØDEKRO

April 10, 2017

Drengene i A-klassen viste, hvad de er lavet af, da de kørte et flot løb i Rødekro, mens Mikkel Beck Olsen forsatte teamets dominans i B-klassen med en stærk solosejr. 

 

 

Starten på den jyske sæson var præget af højt tempo, sidevind og angrebsiver. Den 27,5 kilometer åbne rundstrækning i Rødekro er nemlig garant for spændende cykelløb og søndag den 9. april var ingen undtagelse. 

 

Fra start var rytterne fra AURA Energi-CK Aarhus aktive i alle angrebsbølger og det var derfor ligeså meget manglende held, at der ikke kom en rytter med, da dagens første seriøse udbrud kørte efter lidt under 50 kilometer. 


Syv mand sejlede væk, men hurtigt fik teamet orkestreret en jagt, som gik over stok og sten. 


"Drengene anede hurtigt faren og gik frem hele holdet og tog ansvar. Vi fik lidt hjælp fra blandt andet BHS-Almeborg der også så faren og det lykkedes at få halet udbruddet ind og åbnet løbet op igen, da der var omkring 55 kilometer til mål," sagde sportsdirektør Michael Hvilsted efter løbet. 

 

I anden angrebsbølge var teamet klar - og her fik man Andreas Gylling med i det afgørende 11 mands hug. 

 

"Andreas har virkeligt fundet benene tidligt i år. Den sidste uge har han været lidt små-syg, men det var svært at mærke på ham i dag. Han kørte flot og vi er fint tilfredse med en stærk holdindsats i et svært løb, hvor vi var nødt til at tage ansvaret på vores skuldre," lød det også fra Hvilsted. 

 

A-klassen blev vundet af den tidligere AURA Energi-rytter Torkil Veyhe, der på imponernede vis kørte alene de sidste 16 kilometer efter en hel dag i front. 

 

Endnu en sejr i B-klassen
Sidste uge vandt Nikolaj Møller - i går vandt Mikkel Beck Olsen. 

 

Man må sige, at de to unge førsteårsseniorer på Team AURA Energi-CK Aarhus har fart i cyklen for tiden. 

 

"Det var super fedt og jeg følte mig stærk derude. Nu er der for alvor point på kontoen, og målet om hurtig oprykning er rykket tættere på," sagde Mikkel Beck Olsen efter sejren i går. 

 

Tidligt kom han med i et udbrud i det vindblæste B-løb, men han havde ingen intentioner om at slæbe de andre med hjem til stregen. 10 kilometer udefra angreb han derfor - og kørte alene hjem. En stærk præstation af den unge teamrytter. 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon

© 2017-2019 by Frederik Muff
All rights belong to AURA Energi-JS.dk

TES4.png