Lau sluttede med top 10 på led finaledag

May 28, 2017

Nils Lau Nyborg Broge sluttede med tre UCI-point, da holdet endte en flot weekend i Ukraine i et svært terræn.

 

 

Nils Lau Nyborg Broge og Team AURA Energi-CK Aarhus sluttede en fantastisk weekend i Østeuropa med en 10. plads på sidstedagen af Race Horizon Park-serien. Dermed bragte den stærke randrusianer den samlede høst op på 93 point for de tre UCI-løb, hvor højdepunktet kom med gårsdagens prestigiøse sejr til Rasmus Ginnerup på Maidan-pladsen. 

 

"Det har været en fantastisk weekend, hvor drengene har leveret flotte indsatser alle tre dage. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi regnet med at vinde, men fantastisk teamwork, det nødvendige held og god form sikrede dette i en smuk kombination," evaluerer Michael Hvilsted fra Ukraine. 

 

SÅDAN BLEV LØBET KØRT

Race Horizon Classic sluttede weekenden med en rute, der i forvejen nok har givet lidt ekstra nervøsitet i startboksen. Vejret var vindstille og næsten 30 grader og løbet blev afviklet på en rundstækning på otte kilometer. Det lyder måske ikke som noget, der giver anledning til nervøsitet, men en 1,5 kilometer lang bakke var dagens store samtaleemne. 

 

"Vi vidste godt, at dagens løb ikke lige var det, vores fem ryttere er bedst til. I går brokkede drengene sig lidt over, at de havde overskud alle andre steder end på rutens lede bakke. Så vi vidste godt at med 12 passager på en endnu ledere stigning, så var der udsigt til en led omgang," forklarer Michael Hvilsted. 

 

Fra start blev løbet kørt i et hæsblæsende tempo, og det er ikke usandsynligt at hele feltet har kysset til deres makspuls et par gange på vej op ad stigningen de første par gange.

 

"Fra starten dækkede specielt Nils Lau Nyborg Broge, Jakob Frandsen og Frederik Muff mange udbrud af. Måske også for mange, da det virkeligt tærede på kræfterne," siger sportsdirektør Michael Hvilsted. 

 

Tre mand - to fra de bomstærke hjemmebanefavoritter KOLSS og en fra det ukrainske kontinentalmandskab ISD-Jorbi - kørte halvvejs i løbet væk og skulle kæmpe om sejren. I feltet var AURA Energi-rytterne aktive, men det lykkedes ikke at komme væk og en større gruppe endte med at skulle spurte om det. 

 

"Lau får hjælp af Frandsen til at komme frem på den sidste nedkørsel og kører en fin spurt. Det er lidt surrealistisk, at vores mindst successfulde dage er den, hvor vi får en top 10-placering. Inden vi startede havde vi været fuldt ud tilfredse, hvis det havde været vores bedste," lyder det fra den ukrainske hovedstad. 

 

Rytterne flyver i morgen hjem og kører i næste weekend den traditionsrige Pinsecup i Danmark. 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon

© 2017-2019 by Frederik Muff
All rights belong to AURA Energi-JS.dk

TES4.png