Teamchef stopper på AURA Energi - CK Aarhus

October 8, 2017

 

Efter tre år som teamchef på AURACKA stopper Martin Wang Hjørngaard. Vi skylder Martin en kæmpe tak for et enormt stykke arbejde, siger nuværende sportsdirektør.

 

En af de bærende søjler på Team AURA Energi-CK Aarhus gennem tre år, teamchef Martin Wang Hjørngaard, har besluttet sig for at stoppe sin gerning som leder på Danmarks bedste DCU-team.

 

”Det var en meget svær beslutning at stoppe, men jeg føler, at jeg skal prøve noget andet og gå nye veje,” siger Martin Wang Hjørngaard om valget.

 

”Jeg har haft tre fantastiske år, hvor jeg har været med i et enormt spændende projekt. Det har krævet meget frivilligt slid og arbejde, men det er erfaringer og oplevelser, jeg ikke ville være foruden,” uddyber han.

 

Spændende nyheder på vej

En af de krafter, der igen vil være på teamet er sportsdirektør Michael Hvilsted. Han har derfor også været en af de, der har været med til at arbejde med holdets fremtid. Og den er der styr på både sportsligt og økonomisk, forklarer Michael Hvilsted. 

 

”Vi har haft møder med Martin og hans afsked med holdet er en glidende overgang. Det betyder, at Martin har sat en ny sportslig og økonomisk ledelse ind i alle de forhold, der har været relevante. På den måde er vi godt rustet til fremtiden," siger Michael Hvilsted, der samtidigt benytter muligheden for at se lidt tilbage. 

 

"Vi skylder Martin en kæmpe tak for både den store indsats han har leveret gennem årene, men også for det ansvar han har taget i, at få sat nye folk ind i tingene på holdet,” siger han.

 

Teamet glæder sig til at kunne præsentere en ny ledelsesstruktur i næste uge, som skal være med til at kunne løfte holdet i fremtiden. 

 

"Baseret på de møder vi har haft, så kan det blive et meget spændende 2018 for Team AURA Energi-CK Aarhus." 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon

© 2017-2019 by Frederik Muff
All rights belong to AURA Energi-JS.dk

TES4.png