Verdensklasse modstand venter AURA Energi - CK Aarhus i Polen

May 1, 2018

To pro-konitinentale og en række af Europas bedste kontinentale mandskaber venter AURA Energi - CK Aarhus, når holdet i Kristi Himmelfart deltager i det polske 2.2-etapeløb, CCC Tour. 

 

CCC Sprandi Polkowice og Gazprom-Rusvelo er kendte navne for de danskere, der de sidste mange år har fulgt med i Giro d'Italia på TV. Den italienske arrangør har nemlig i mange år givet wildcard til de to stærke pro-kontinentale mandskaber, men i år er de blevet forbigået og derfor forventes det at de stiller i stærkeste opstilling, når de i Kristi Himmelfart skal køre det polske etapeløb CCC Tour (2.2). 


Og blandt modstanderne på startstregen er ikke kun en række af Europas bedste kontinentalryttere - også 'fyraftensprofferne' fra Team AURA Energi-CK Aarhus er at finde på startstregen. 
 

"Vi er glade for at have modtaget en invitation til et løb som dette, og vi betragter det som en stor cadeau til holdet, at arrangøren ønsker at have os til start i så stærkt selskab," siger Michael Hvilsted om løbet, der starter med et kriterium 10. maj i Legnica. 

Fredag den 11. maj køres to halvetaper - en 16.2 kilometer lang enkelstart om morgenen og en 97 kilometer lang flad etape sidst på eftermiddagen, mens lørdagen og søndagen byder på det bjergrige terræn i det sydvestlige Polen. 

 

"Man forbinder nok ikke normalt Polen med stigninger, men jeg kan love for, at der er masser af udfordringer på de sidste to etaper. Vi skal over både lange stigninger på over 10 kilometer og korte stejle bakker. Det er et vanvittigt hårdt løb," siger Hvilsted. 

 

Målsætningen for Team AURA Energi - CK Aarhus er derfor også anderledes, end den normalt er, når holdet stiller til start i danske og internationale løb. 

 

"Vi håber at kunne være synlige og offensive, men vi forventer ikke at vi skal køre med om sejren i det bjergrige terræn. Overrasker vi, så er det jo bare helt fantastisk, men som udgangspunkt forventer jeg ikke, at vi kan køre lige om med pro-kontinentale bjergryttere, der har Vuelta Espana eller Giro d'Italia-etapesejre på deres palmares. Men derfor giver vi os jo ikke uden kamp. Det er løb som disse, der er med til at rykke rytternes niveau et hak op og det er sundt at blive overmatchet mod nogle af de bedste i verden," siger Hvilsted. 

 

TEAM AURA ENERGI - CK AARHUS' TRUP TIL CCC TOUR
Jacob GYE MADSEN, August MORS POULSEN, Nikolaj VEJLBY MØLLER, Mikkel BECK OLSEN, Thomas EDEMANN JENSEN, Frederik MUFF, Jesper Bundgård VINKEL. 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon

© 2017-2019 by Frederik Muff
All rights belong to AURA Energi-JS.dk

TES4.png