Power-analyse: UCI-sejr i Ukraine

June 4, 2018

Team AURA Energi - CK Aarhus leverede en fantastisk weekend i Ukraine, hvor hele 86 UCI-point og en UCI-sejr kom på kontoen. Se her, hvad det kræver at være med helt fremme i de østeuropæiske endagsløb. 

 

Skal man være med helt fremme i UCI-løb, så kræver det, at man kan træde i pedalerne. Det viser en gennemgang af de tre UCI-løb i Ukraine, hvor Team AURA Energi - CK Aarhus netop har deltaget 

 

Her følger et overblik over, hvad det kræver at være med i kampen om sejren i UCI-endagsløb - og hvad det kræver at vinde dem. 


Race Horizon Park for Peace - UCI-sejr kræver hård indsats i mange timer:
Team AURA Energi - CK Aarhus' Frederik Muff hentede karrierens suverænt største - og måske også flotteste - sejr til fredagens UCI-løb Race Horizon Park For Peace. 

Løbet startede med en 7 kilometer neutral masterstart, hvor rytterne stille og roligt kunne få gang i benene, men herefter var der ikke meget tid til afslapning. Løbet blev kørt på en 16,5 kilometer lang rundstrækning, hvor den hårde Poshtova-stigning ventede rytterne 10 gange. Stigningen steg i to etaper - 300 meter á 10 procent, herefter et kort plateau inden 200 meter á 16 procent ventede. På toppen var der ingen nedkørsel, men i stedet steg vejen med 2-3 procent hele vejen om mod målstregen cirka 2000 meter efter stigningen. 

 Allerede på første omgang angreb Rasmus Lund og Frederik Muff på toppen og sammen med fem andre ryttere endte de med at danne dagens første udbrud. Muff producerede 428 watt i 10 min for at skabe hullet med Lund og de fem andre, inden der ventede 100 kilometers rulleskifte med en gennemsnitseffekt på 310 watt. 


Med godt 40 kilometer igen blev gruppen hentet bagfra af en 7 mands stor gruppe og på vej ud på næstsidste omgang stod det klart at det var blandt disse 14 at sejren skulle findes. På næstsidste omgang angreb rytterne hinanden og over en periode på 15 minutter producerer Muff fem peaks på over 1100 watt for at gå med i de forskellige angreb. 

Da rytterne ramte Poshtova for sidste gang angreb Muff og med sig fik han seks ryttere, som hurtigt skabte et forspring til de andre udbrydere. På hele sidste runde var der samarbejdsvillighed i gruppen og ingen ryttere prøvede at udfordre hinanden før sidste opkørsel på Poshtova ventede. 

"Muff vælger her at gå i front fra bunden. Der er ikke meget effekt i at sidde på hjul, så han lagde et konstant pres på de andre ved at føre hårdt fra bund til top. På toppen kunne han se, at de andre ryttere var færdige og da han angreb her var der ingen, der kunne gå med," forklarer Michael Hvilsted, der var sportsdirektør i Ukraine. 

 

Fra toppen af bakken og til mål havde Muff et forspring til den jagende gruppe - men hans tre minutters effekt på 520 watt i gennemsnit viser, at han måtte arbejde meget hårdt for at holde forfølgerne stangen. Det lykkedes imidlertid - og Muff kunne køre over stregen til karrierens største sejr. 

Race Horizon Park Maidan - Fuld gas fra starten
Til lørdagens Race Horizon Park Maidan var der fuld tryk på kedlerne fra starten. Selvom rytterne forcerede Shevchenka-stignigen fra starten blev de første 15 kilometer i mod-sidevind alligevel kørt med over 47 km/t. 

 

 

August Mors Poulsen dækkede som de andre ryttere mange angreb ind og en gennemsnitseffekt på 290 watt og en maksimaleffekt på 1263 watt viser, at der var fart over feltet fra start. Den maksimale fart på den ellers flade boulevard i Kiev kom op på imponernede 70,2 km/t, mens Augusts hjerte gennemsnitligt bankede 168 gange i minuttet de første små 20 minutter. 

 

Race Horizon Park Classic - Benhårdt bakkeløb:
Søndagens Race Horizon Park Classic blev kørt på en blot 8 km lang runde og med den frygtede Лобановского-stigning var der lagt op til en benhårdt cykelløb. Hele 14 passager af stigningen ventede og med 1500 meter á 5 procent ventede der samlet set rytterne hele 21 kilometers bakkekørsel på blot 110 kilometer 

 

AURA Energi - CK Aarhus-rytterne ønskede at sætte de andre hold under pres, så løbet startede med et festfyrværkeri af angreb fra de orangeklædte ryttere. 

 

 En velkørende Aske Vorre sluttede flot som nummer 9, men han kom ikke sovende til dette. Data fra en af passagerne på stigningen viser at det krævede Vorre hele 474 watt at sidde med i front på stigningen. Men ikke nok med dette - på toppen ventede der et par kilometer inden nedkørslen kom og Vorre måtte derfor producere hele 540 watt umiddelbart efter stigningen for at kunne gå med i et af de mange angreb på toppen. 

En makseffekt på næsten 1300 watt lige efter over 2,5 minut på 474 watt er ganske imponernede ligesom det er imponernede med hele 52,2 km/t i snitfart i et angreb lige efter toppen på en bakke. 
 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon

© 2017-2019 by Frederik Muff
All rights belong to AURA Energi-JS.dk

TES4.png