Det spiser rytterne under et etapeløb

July 29, 2018

Det kræver masser af energi - og dermed også store mængder mad - at holde en cykelrytter kørende under et etapeløb. Få et lille indblik i, hvad der fyldes på motoren her. 

 

 

En kvinde har brug for omkring 2000 kcal om dagen, mens en mand har brug for cirka 400 kcal mere. Men hvis man gav en rytter på AURA Energi - CK Aarhus en normal dagskost under et etapeløb, så ville der ikke gå længe før rytterne brændte sammen i energiunderskud. 

 

At levere hver dag på cyklen kræver nemlig masser af energi - og til et etapeløb som det netop overståede Dookola Mazowsza var det ikke unormalt, at rytterne under selve etapen forbrændte en normal dagskost - eller mere. Flest kalorier forbrændt på en dag var Frederik Muff på anden etape, der bare i løbet af tiden på cyklen forbrændte hele 3700 kcal. 

 

"Rytterne er meget opmærksomme på at få nok energi under et etapeløb - men omvendt heller ikke for meget, for de skal ikke være oppustede eller ende med at tage unødig vægt på. Vi har ikke deciderede kostplaner til dem, men vores erfaring er, at vi har med velbevidste ryttere at gøre. De ved godt, hvad der er nødvendigt på hvilke tidspunkter," forklarer sportsdirektør Michael Hvilsted. 

 

Men hvordan ser en dagskost så ud, når man flere dage i streg kører cykelløb? Jo, først og fremmest er der en stor overvægt af kulhydrater og sportsernæringsprodukter, men derudover er den ikke voldsomt banebrydende i forhold til en normal, sund kost, forklarer Hvilsted. 

 

"Mængderne er naturligvis meget større end det, hr. og fru. Jensen fylder på tallerken, men det er jo også nødvendigt, når man om dagen har en forbrænding på over 5000 kcal. Så skal der noget brændstof på motoren," siger Hvilsted. 

 

Eksempel på en dagskost for en rytter på AURA Energi - CK Aarhus under et etapeløb. 
"Det er svært at give et generelt eksempel på dagskosten for en rytter på vores hold, for den afhænger også af, hvor hårdt løbet er kørt. Et eksempel er under løbet. Er intensitetet meget høj, så søger rytterne letfordøjelige og hurtigt omsættelige produkter som sukkergels, mens de foretrækker energibarer, hvis intensiteten er mere moderat. Men herunder har vi forsøgt at give et eksempel på kosten under en etape i et etapeløb," siger Hvilsted. 

Morgenmad (cirka tre-fire timer før start 

​Holdet har altid en morgenmadskasse med, så der er mulighed for at få en ensartet morgenmad uanset hvor i verden, man er. 

Menuen består derfor eksempelvis af. 

- Havregrød toppet med rytterens favorittopping. Det kan ex. være med peanutbutter, müsli og honning.

- Et par æg - enten som scrambled eller spejlæg. 
- Boller eller brød med ex skinke og ost. 
- 2-3 kopper kaffe 
- Et par glas juice
- Vand efter behov. 

 

Pre-race måltid (i tidsrummet mellem morgenmad og start) 
Inden start spiser rytterne ofte en lille snack, så energiniveauet er toppet til etapestart. Det kan ex. være en Carborade Energy Bar fra ATNU.dk. Den giver rytteren 210 kalorier, næsten 20 gram kulhydrat og en smule protein. Afhængigt at vejr og varme drikkes der væske efter behov. 

Under etapen

Rytterne sørger konstant for, at der fyldes på motoren under etapen. Som skrevet tidligere vælger rytterne i høj grad at spise energibarer, når intensiteten er moderat eller lav. Det kan være ATNU Hindbær- eller Abrikos-energibaren, der indeholder omkring 140 kalorier. Ved højere intensitet indtages der sukkergel, som er hurtigere omsætteligt og lettere at få ned. Rytterne spiser cirka hvert 30. eller 40. minut og som oftest satser man på at få mellem 80 og 90 gram kulhydrat i timen. I drikkedunken er der ATNU CarbUp-energidrik. Ved løb i koldt vejr får rytterne alle dunkene med energidrik - ved løb som Dookola Mazowsza, hvor temperaturen var op mod 40 grader drikker rytterne 10 dunke på en etape. Derfor er der kun energidrik i halvdelen af dunkene og vand i halvdelen.

 

I forplejningszonen får rytterne madposer med en lille "frokost". Som oftest er der to drikkedunke - én med vand og én med energidrik - energibar, gel, en lille kage og en halv bolle smurt med nutella. 

 

Efter etapen - post-race-måltid 
Umiddelbart efter etapen får rytterne en proteinbar fra ATNU.dk og en sodavand fra San Pellegrino. Herefter drikker rytterne vand og som oftest også med ATNU Re:Fuel-elektrolyt-tabletter tilsat. På vej mod hotellet indtager rytterne en simpel ret bestående af hvide ris, ketchup eller pesto og dåsetun. Det giver et let fordøjeligt måltid med kuhydrat og protein til depoterne. 

 

Massagesnack
Ved ankomst til hotellet starter holdets soigneur på massagen så hurtigt som muligt. Hver rytter får 25 minutters massage og rytterne småsnacker ofte riskiks, kiks, lidt nødder eller lign fra "snack-kassen", der altid er at finde på massørens værelse. Der drikkes fortsat masser af væske. 

 

Aftensmad
Aftensmaden er et vigtigt måltid på dagen og rytterne er sultne efter en lang og hård dag. Som oftest består aftensmaden af 

- En proteinkilde såsom kylling, oksekød eller fisk 

- En kulhydratkilde - ris, pasta, bulgur eller lign. 

- Grøn salat eller grøntsager - ofte toppet med lidt olivenolie. 


Holdet spiser på løbets hoteller og modsat de store teams i Tour de France, så har AURA Energi - CK Aarhus ikke egen kok. Derfor må rytterne spise det, der bliver serveret og heldigvis er den generelle kvalitet på dette ganske udmærket rundt om i Europa. 

 

Aftensnack 
Rytterne får ofte lidt at spise igen inden sengetid - eksempelvis et par riskiks, en banan eller lign. Som udgangspunkt forsøger man at undgå hurtig kulhydrat, men istedet få en snack med lidt protein, som hjælper på restitutionen i løbet af natten. 


 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon

© 2017-2019 by Frederik Muff
All rights belong to AURA Energi-JS.dk

TES4.png